Cykelture 2018


Den 16. maj 2018:

I det smukkeste sommervejr mødte 14 forventningsfulde cykelmotionister op til start på årets første tur, hvor vi kunne iføre os de nyerhvervede cykelveste med foreningens logo på ryggen.


Turen gik via Almindvej / Huggetvej til Skåstrup Frihed, hvor vi nød den medbragte kaffe med udsigt til en lille skovsø. Derefter fortsatte turen til Nyhave skov og strand, hvorfra vi fulgte kysten gennem Fogense tilbage til udgangspunktet. Samlet turlængde 17 km.


Nedenfor billeder fra turen:


Den 30. maj 2018:

På trods af den meget smukke sommerdag med over 25 gr. mødte 15 op til en rigtig dejlig tur over Stegø til Langå mølle med en enestående udsigt ud over Reservatet og Æbelø.


Kaffen blev nydt i skyggen ved udstillingshuset ved Gyldensteen Strand inden hjemturen gik over golfbanen. I alt 17 km.

Den 13. juni 2018:

En ret frisk vind satte sit præg på dagens tur med kun 7 deltagere.

Turen gik over Tofte til Skovby, over Kattebjerg og Reveldrup til Guldbjerg Kirke, hvor vi fandt en læplads i solen, hvor vi kunne nyde kaffen.

Derefter videre til Guldbjerg, Smidstrup og ad Idyllendal til golfbanen til Bogense Hallerne. I alt ca. 16 km.

Den 27. juni 2018:

På endnu en flot og varm sommerdag startede 14 ud på en flot cykeltur med Frede Ploug i spidsen over Stegø og Gyldensteen skoven til Egense Hytten, hvor de nød den medbragte kaffe med skøn udsigt ud over Engsøen. Turen gik tilbage gennem Jerstrup Skov og Sandager / Smidstrup og ad Idyllendal og Goldbanen tilbage til Bogense. Ialt 21 km.


Den 11. juli 2018:

På endnu en flot og sommerdag mødte 8 til start. Vi kørte gennem Tofte til Kærby, Hugget, til Skåstrup Strand, hvor vi nød kaffen med udsigt over mod den jyske kyst. Vi fortsatte gennem Nyhave Skov tilbage til Huggetvej og ad Almindvej tilbage til Bogense. I alt ca. 20 km.


Den 25. juli 2018:

Trods 33 gr. i skyggen og let blæst startede 5 deltagere på, hvad der må blive årets varmeste tur.

Vi kørte til Holse og videre af Assensvej og Fjederløkkevej til Jydby, Guldbjerg og kort før Ejlby havde vi rådslagning om, hvorvidt vi skulle fortsætte til Melby eller korte turen af og køre direkte til Sandager kirke.


Jytte og Svend-Arne Markussen foreslog, at vi i stedet kørte en tur op til dem i Særslev, hvor vi så kunne nyde kaffen i deres have.


Det tilbud kunne vi ikke modstå, så vi fortsatte mod Særslev og slog os snart ned i deres smukke have, hvor  vi fik en kold forfriskning - tak til Jytte og Svend-Arne. Efter kaffepausen - der blev lidt længere end normalt, fortsatte vi 3 resterende (Jytte og Svend-Arne blev forståeligt hjemme, da de var cyklet til Bogense for at mødes med os) til Moderup og kørte over til Assensvej ad Nyledvej og fortsatte ad landevejen til Tofte og hjem - en samlet tur på 23 km - flot klaret, var vi enige om.

Den 8. aug. 2018:

På sommerens formentlig sidste rigtig varme dag med omkring 30 gr. med udsigt til byger med torden startede 12 ud en forkortet tur.


Vi kørte over Stegø, Harritslev Fælled til Harritslev og gennem Dyrehaven videre gennem kolonihaven Borgmesterløkken til Oslovej videre ad Storkenhøjvej til Havfruestien ind til Barfods Dam, hvor vi drak den medbragte kaffe, inden vi skiltes efter en tur på 12 km.

Den 22. aug. 2018:

På denne sommers 70. sommerdag startede 16 deltagere ud allerede kl. 11 på en dejlig cykeltur gennem Fredskoven, over Goldbanen, Idyllendal, Smidstrup, Guldbjerg, Ejlby til Sandager Kirke, hvor vi holdt en pause og også fik tid til at se kirken.


Turen fortsatte videre gennem skoven, forbi Gyldensteen og over Stegø til Medborgerhuset til en hyggelig fællesspisning med yderligere 3 deltagere,herunder Jonna, der havde sørget for et veldækket bord.


Vi havde her et par hyggelige timer med god snak m.m. - Vi siger tak til Bodil for hjemmebag til kaffen og jeg siger endnu en gang tak for den flotte vingave, jeg fik overrakt, som tak for mange gode ture.


Jeg gør samtidig opmærksom på, at der er endnu 3 ture tilbage i år, nemlig den 5. og 19. sept. samt den 3. okt. til sædvanlig tid kl. 14 fra Meny. Kurt.

Den 5. sept. 2018:

12 deltagere i dagens cykeltur, der gik gennem Tofte, Kærby, Kassemose, Eskilstrup, Ore, Skåstrup til stranden ved Nyhave, hvor der blev holdt kaffepause. Hjemturen gennem Nyhaveskoven og Storkenhøjvej i alt 22 km.


Den 19. sept. 2018:

11 deltagere i årets længste tur, der gik over Golfbanen, Hornskov til Gyldensteen, videre gennem aléen til Sandager Kirke, ad kirkestien til Nr. Esterbølle til Gyldensteensvej og Egense, videre til Jersore Strand.

Tilbageturen startede med trækkende cykler over til fugletårnet ved Gyldensteen Strand og tilbage til Bogense.

Endnu en tur i flot vejr og ialt 25 km.


Den 3. okt. 2018:

Årets sidste tur foregik i frist blæst over Tofte, Kærby, Eskilstrup, Hugget til Skåstrup Frihed med kaffepause ved dem lille skovsø. Tilbageturen fortsatte rundt i Friheden og tilbage til Nyhave skov, langs stranden til Fogense og tilbage til Bogense. - Ialt 21 km og 9 deltagere.


Tak for i år og på gensyn den 8. maj 2019.